jump to navigation

Sluk lyset DK fredag, 28 marts, 2008

Posted by Nicolaj in "Skal vi ikke spare på krudtet?"-ugen, miljø.
3 comments

I denne her uge har jeg lidt fokus på miljøet og især hvad man kan gøre som privat person. På det her punkt er jeg nød til at komme med en indrømmelse. Jeg tror ikke på, at det nytter noget hvis udviklingen skal forandres mærkbart, selvom du og jeg sparer lidt på strømmen. Der er nød til at ske en forandring i folks måde at tænke på og lande over hele kloden er nød til at nedprioritere den økonomiske vækst.

I morgen er det “sluk lyset”-dagen. Verdensnaturfonden inviterer mennesker over hele verden til at slukke lyset mellem kl. 20-21 for at signalere at klodens helbred vedkommer os alle. Som vores regering med Connie Hedegaard som spydspids har fejlagtigt prøvet at signalere igennem de seneste år er det ikke muligt at minimere klimadebatten til et spørgsmål om at huske at slukke lyset.

Det er vigtigt at vi prøver at minimere vores forbrug, men det er endnu vigtigere at der sker handling på internationalt plan. Der er nød til at blive sat mere skrappe begrænsninger på hvor meget skibs- og flytrafikken må udlede til atmosfæren. Vi må satse mere på alternative energikilder og ikke bare fordi der er gode penge til DK ved at sælge vindmøller.

Jeg er ikke just begejstret for den måde vores Miljøministerium handler på og når man ikke kan lide nogen, så er der så meget mere, som slår én i øjnene, ikke? Følgende formulering er sakset fra miljøministeriets hjemmeside:

“Den danske undergrund indeholder mange værdifulde råstoffer – ikke bare olie og gas, men også sten, ler og kalk.”

Ja, alle ved jo hvor værdifulde råstoffer som sten, ler og kalk i Settlers, men jeg kender ikke til nogle steder hvor sten, ler eller kalk er gangbar valuta.

Nicolaj siger:

Naturressourcer som ler/sten er vigtige i Settlers især i starten af spillet, hvor du skal bygge veje, men senere er malm meget vigtigere.

Mad er mig torsdag, 27 marts, 2008

Posted by Nicolaj in "Skal vi ikke spare på krudtet?"-ugen, mad, miljø.
add a comment

Kender du mig (fysisk) så kender du sikkert også min madlavning. Lad mig fortælle om den. Her i sommers kom jeg hjem fra Indien og i perioden derefter lavede jeg meget indisk mad. Efter at være blevet lidt træt af det gik jeg i gang med en Jamie Oliver-kogebog, som jeg stadig væk ikke er helt færdig med. Ind over det har jeg i perioder haft fokus på bagning, desserter og nu for nylig har i forlængelsen af at det er Japan år i år gået i gang med sushi.

“Skal vi ikke spare på krudtet”-ugens madlavningstips:

  • Kogepladen bruger mindre energi end ovnen.
  • Sluk ovnen 5-10 minutter før du er færdig og benyt dig af eftervarmen.
  • Elkedlen bruger mindre energi til at koge vand end i en gryde.
  • Afkalk kaffemaskinen og elkedlen regelmæssigt for så bruger de mindre strøm.
  • Brug ekstra to sekunder til at overveje hvor meget vand pastaen eller kartoflerne skal koges i.
  • Brug en gryde, der passer til kogepladens størrelse.
  • Optø frostvarer i køleskabet.
  • Køleskabet behøver ikke at være koldere end 5 grader.

Nicolaj siger:

Lav noget god mad til dig selv og en ven og spar lidt på strømmen imens du er i gang.

En romantisk miljøbevidsthed onsdag, 26 marts, 2008

Posted by Nicolaj in "Skal vi ikke spare på krudtet?"-ugen, humor, miljø.
2 comments

Her er 10 sexede og sjove energispareråd fra Geo formidlet til mig fra elsparefonden.dk og videre fra mig til dig:

  1. Sluk lyset, når du tungekysser
  2. Brug stearinlys, det er hyggeligere end elektrisk lys
  3. Plag dine forældre om lysdæmpere til dine lamper
  4. Spil akustisk guitar i stedet for elektrisk
  5. Sluk lyset, og prøv en gang mørkeleg
  6. Hold dine øl iskolde udenfor, når det er koldt
  7. Lad kæresten holde dig varm frem for at bruge det elektriske varmetæppe
  8. Sov 14 timer i døgnet, så du ikke kan bruge strøm i mere end 10 timer
  9. Indstil computeren til at gå i dvale, når du alligevel sover hen over tastaturet
  10. Sluk for fjernsynet, inden du lægger dig til at sove

Jeg synes det er nogle gode råd. I stedet for akustisk guitar ville jeg nok anbefale luftguitar, men Geo er jo ekspert, så grib hellere den akustiske.

Nicolaj siger:

“Du skal tungekysse med din kæreste/kone/mand/vicevært/forbipasserende og spare på strømmen.”

KLUB1000 tirsdag, 25 marts, 2008

Posted by Nicolaj in "Skal vi ikke spare på krudtet?"-ugen, miljø.
add a comment

Min selverklærede miljøuge kører nu på anden dagen og det skal fejres på behørig vis. Har du hørt om KLUB1000?

Som medlem af KLUB1000 vil jeg gerne fortælle dig lidt om den. Vores venner i elsparefonden har startet klubben for at hjælpe dig, den aktive og miljøbevidste forbruger, med at spare på strømmen. De giver konkrete spareråd og hjælper en med at overvåge energiforbruget. Gennemsnitsdanskeren bruger ca. 1500 kWh om året og det er et tal, der er umuligt at forholde sig til. Målsætningen for klubben er at medlemmerne skal bruge mindre end 1000 kWh om året. Det er ikke et umuligt mål, så jeg vil opfordre dig til at være med.

Det’ let og gratis og der er ganske enkelt ikke det argument, der er godt nok for at du ikke melder dig ind med det samme på http://klub1000.elsparefonden.dk/ lige med det samme.

Nicolaj spørger:

Hvad med at vi sparer lidt på krudtet?

“Skal vi ikke spare krudtet?”-ugen mandag, 24 marts, 2008

Posted by Nicolaj in "Skal vi ikke spare på krudtet?"-ugen, miljø.
4 comments

Tag det roligt. Slap af. Skal vi ikke spare lidt på krudtet?

I løbet af den kommende uge vil jeg gerne sætte ekstra fokus på miljøet og dig. Som den omsorgsfulde blogger har jeg dig særligt for øje i den her uge.

Nicolaj siger:

Jeg vil gerne snakke miljø med dig. Hvordan har du det med det?