Nicolaj siger…

Unge og smukke ser de ud; sværmen af stilrene og selvsikre teenagers i det dyre dress og med børnehænderne viklet omkring flasker med procentangivelser. Det er som om de i deres færd forkaster en iboende storhed lige så vel som de skræmmer håbet for ungdommen og fremtiden væk hos tilskuerne. Ja, den vrimlende flok ved at folk kigger på dem. Hvis der ikke havde været publikum til deres udskejelser ville de ikke have råbt så højt.

”Det ligner kraftedeme en blå mandag”

Nicolaj siger:

Pas nu på derude…

Kom blot nærmere… Det er ikke farligt.

(mere…)

Jeg er provokeret og ud ryger min galle.

(mere…)

Digte kan bryde ens opfattelse af hvordan en fortælling skal opbygges og alene i kraft af dette kan de gå ind og forårsage ændringer dybt i en – hvis man tillader det. Hvordan man med så få og enkle virkemidler kan vise så meget er utroligt. En fortælling, der ikke er af episk karakter, hvor man ikke udpensler følelserne og derfor opbygger en tiltrækning, som bygger på mystik.

It may not always be so,
and I say,
and if your lips, which I have loved,
should touch another’s,
and your dear strong fingers clutch,
his heart, as mine in time not far away

If on another’s face your sweet hair lay
in such a silence as I know, or such
great writhing words,
as uttering overmuch,
stand helplessly before the spirit at bay

If this should be, I say,
if this should be
You of my heart, send me a little word,
That I may go unto him, and take his hands
saying,
accept all happiness from me

Then shall I turn my face, and hear one bird
Sing terribly afar in the lost lands

Teksten har Björk taget fra EE Cummings digte ‘It may no always be so’. Jeg har altid fundet teksten til denne sang af Björk utrolig rammende overfor en alt for velkendt følelse. Sangen hedder Sonnets Unrealities XI og er fra Medúlla. Inden for den kunstneriske friheds rammer har jeg tilladt mig at lave en lille omskrivning og lavet et ‘han’ om til et ‘hende’.

- Nicolaj

Ps. Ikke fordi at jeg aldrig kommer hjem igen, men jeg er stadigvæk i Indien.

Sends sorrows,
within writhing words,
written true,
yet incompassionate,
growing – thinking – raving – vanishing,
they’ll swallow Zealand
vanishing.