Nicolaj siger…

Hvad er en god film uden et godt soundtrack?

For nyligt så jeg stumfilmen ‘Man with a movie camera’ fra 1929 i en udgave uden lyd. En meget speciel film, der er ‘et eksperiment i cinematografisk fortælling uden hjælp fra en handling’ som det bliver forklaret i starten af filmen. For at kompensere for fravalget af lyd valgte jeg at gøre det til mit eget eksperiment at sætte noget musik som soundtrack – med mere eller mindre held.

Når jeg tænker på soundtracks er der bare nogle jeg ikke kan komme uden om. ‘The Fountain‘ med musik af Clint Mansell ligger meget højt på listen. Terry Gilliams noget krøllede ‘12 Monkeys‘ med Suite Punta del Este af Astor Piazzolla. Den drømmeagtige musik fra den meget pæne og små kedelige ‘Chocolat‘ af Rachel Portman. Jeg har et meget afslappet forhold til Johnny Depp, men var det ikke en forkert casting at sætte ham over for Juliette Binoche? Sidst, men ikke mindst er der også Yann Tiersens fortryllende musik til Jean-Pierre Jeunet’s ‘Amelie‘.

Det fantastiske ved musikken til de film jeg lige har opremset er at de i høj grad er med til at skabe et univers omkring filmen. Quentin Tarantino har derimod gjort en kunst ud af at vælge mere nutidig musik til at danne rammen om lydsporet til hans film.

De film, der virkelig gør et indtryk og jeg husker længst har tit også haft et godt soundtrack. Spørgsmålet er så om det er filmen, som gør musikken god eller omvendt? Er soundtrack’et bare noget man overfører sin glæde for filmen til når historien er fortalt til ende og man sidder og vil have mere?

Nicolaj spørger:

Hvilket soundtrack har gjort det største indtryk på dig?